- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Maersk Air mister charterkunder

Maersk Air mister i Århus Charter en af sine trofaste charterkunder og en årligt kontrakt på ca. 50 mio. kr.

Århus Charter har efter 14 års samarbejde fravalgt Maersk Air til fordel for SAS. Ringere service og priser, der ikke er konkurrencedygtige, er årsagen, skriver Jyllands-Posten.



”Prisen var ikke afgørende. Det var den dårligere service. Vor fornemmelse er, at Maersk Air ikke tager hensyn til sine trofaste kunder,” siger Ulla Stæt Andersen, som sammen med søsteren, Jette Rantala, ejer og driver det århusianske charterselskab.



Uenigheden mellem Århus Charter og Maersk Air udspringer af serveringen i flyet. Under den daværende kommercielle chef, Keld Mosgaard Christensens tid, forsøgte Maersk Air sidste år med kort varsel at afskaffe gratis mad på charterflyvningerne, i stedet kunne gæsterne nu købe mad. Voldsomme protester resulterede i, at serveringen for en periode blev genoptaget, men med en ny leverandør, hvilket betød, at Århus Charter ikke havde indflydelse på menuen.



”Andre kan synes, at serveringen er en bagatel. For os er det væsentligt at have kontrol med hele rejseforløbet, så vi ved, hvilken vare, vi sælger,” forklarer Ulla Stæt Andersen om den begivenhed, som fik hende og søsteren til at se sig om efter ny flyleverandør. Ændringer i flytider, flysædernes størrelse samt en række andre detaljer i samarbejdet med Maersk Air bestyrkede Århus Charter yderligere i nødvendigheden af at skifte selskab.



”Vi føler os ofret i Maersk Airs forsøg på at udvide sit rutenet, og det vil vi ikke acceptere. Derfor er vi glade for med SAS at have fundet en samarbejdspartner, som vil lytte til vore ønsker,” siger Ulla Stæt Andersen. Samarbejdet med SAS begynder til december.



Maersk Air har aftaler med nye kunder, svarende til kontrakten med Århus Charter – senere vil der blive sat navn på den nye aftalepartner. ”Vi har været glade for samarbejdet med Århus Charter, men var ikke konkurrencedygtige prismæssigt,” siger Maersk Airs informationschef, Per Brinch. Heller ikke bruddet i august sidste år med Star Tour har ifølge Maersk Air fået alvorlige konsekvenser. ”Star Tour er stadig kunde hos os, men vi er ikke deres største flyselskab,” siger Per Brinch.



Star Tour fravalgte for mindre end ét år siden Maersk Air som sit primære flyselskab, og gik til Sterling. Senere har også Apollo udskiftet Maersk Air til fordel for SAS.



Århus Charter omsatte sidste regnskabsår godt 100 mio. kr. og fik et overskud på syv mio. kr. Selskabet sælger 27.000 rejser årligt og har 48 medarbejdere.

Skrevet af