- STANDBY.DK - https://standby.dk -

300 kandidater til Danish Travel Awards

Onsdag den 3. oktober afholdes den 24. udgave af Danish Travel Awards, og der skal findes vindere i 18 kategorier blandt omkring 300 kandidater.

Årets absolut største begivenhed i den danske rejsebranche er Danish Travel Awards, der afholdes af branchemediet STANDBY.dk Det er i år 24. gang, at Danish Travel Awards løber af stablen, og ligesom de foregående år danner Cirkusbygningen i København rammen om begivenheden.

Der skal i løbet af aftenen kåres vindere i 18 kategorier, og vinderne er fundet blandt 300 kandidater, der er blevet vurderet af det særlige DanmarksPanel hos analysevirksomheden Epinion. DanmarksPanelet består af minimum 2.000 respondenter, der er repræsentativt sammensat i forhold til geografi og demografi.

Kategorien Bedste hotelkæde afgøres ved afstemning i salen, og herudover skal branchen også bidrage med stemmer i tre kategorier.

Åbne kandidatlister
Der vil i forbindelse med årets event være to nye kategorier. Luksushotellerne i Danmark har fået sin egen kategori, og så skal der også kåres fremtidens rejsemål på baggrund af kandidater, der er udvalgt af de 12 præsidiemedlemmer.

Som noget nyt vil der på STANDBY.dk være adgang til samtlige kandidatlister, hvoraf det også vil fremgå, på hvilken baggrund de enkelte kandidater er udvalgt.

”Det har været vigtigt for os at sikre, at udvælgelsen af kandidater bliver gennemskuelig, troværdig og tillidsvækkende, og det mener jeg, at vi har opfyldt med åbenhed omkring kandidater og baggrunden for udvælgelsen,” siger Ole Kirchert Christensen, der er administrerende direktør for Travelmedia Nordic, der udgiver STANDBY.dk og de to søstermedier STANDBYNORDIC.com og CHECK-IN.dk.

To dygtige værter
Når Danish Travel Awards 2018 skydes i gang i Cirkusbygningen, vil aftenens deltagere blive ledt sikkert gennem eventen af TV-værterne Natasja Crone og Rasmus Tantholdt, der i fællesskab har påtaget sig denne opgave.

Aftenen byder på velkomstdrink, en udsøgt treretters middag samt indslag fra Wallmans nye dinnershow Urban Nights, der havde forpremiere den 24. august.

Stordalen til seminar
Inden der tages hul på prisfesten, bydes der om eftermiddagen fra kl. 13.30 til 16.30 på et fagligt seminar. Dette seminar foregår i Dagmar Teatret få skridt fra Cirkusbygningen, og det overordnede tema er ”Iværksættere i rejse- og luftfartsbranchen”.

Her vil det være muligt at opleve inspirerende indlæg fra tre foredragsholdere. Lasse Rungholm, stifter og medejer af Nordic Seaplanes, Jesper Boas Smith, grundlægger af og formand for Bella Vista Travel samt norske Petter Stordalen, der er en af Skandinaviens mest succesfulde og ekscentriske iværksættere. Stordalen har opbygget Nordic Choice Hotels med 185 hoteller og 13.000 ansatte.

Invitationer til seminaret og prisfesten udsendes i begyndelsen af næste uge, og alle interesserede har mulighed for at tilmelde sig seminaret, mens prisfesten er by invitation only.

Danish Travel Awards gennemføres med hjælp fra en række samarbejdspartnere og sponsorer. Guldsponsorer er Den Israelske Stats Turistbureau og Ras Al-Khaimah Tourism Development sammen med Conference Manager, Epinion og Cirkusbygningen. Sølvsponsorer er AVIS, Basisbank, Billund Lufthavn, British Airways (Sun-Air of Scandinavia), Københavns Lufthavn, Gouda samt Guldsmeden Hotels..

Du kan løbende følge planlægningen af Danish Travel Awards 2018 på Instagram ”danishtravelawards” eller på STANDBY.dk.