- STANDBY.dk - https://standby.dk -

C-class forsvinder i Europa

AMBASSADØRER SKAL PÅ TURISTKLASSE (se nederst i artiklen)



Når en virksomhed mister ca. halvdelen af salget af en bestemt varegruppe skal der sadles om. Det er sket for SAS i salg af billetter til business class på visse ruter i Europa. Hos Lufthansa er tabet begrænset til 30-40%. KLM har allerede erstattet sin business class med den billige Select Class.



”Debatten om fremtiden med business class er ved at klinge ud,” siger SAS Danmarks salgsdirektør, Palle Christensen. ”Vi ser netop nu en klar stigning i salget til firmaer af billetter på økonomiklasse med fuld fleksibilitet. De er nu og da kun lidt billigere end business, men for mange firmaer spiller det ingen rolle på flyrejser i Europa, om deres folk skal sidde bag gardinet.”




”SAS vil ofre megen opmærksomhed på en revurdering af de korte ruter. Vi har gjort business class bedre og skrabet lidt af servicen på turistklasse – men hele konceptet er til revurdering,” siger Palle Christensen.




SAS beholder sine tre klasser på de oversøiske ruter. ”Danske firmaer kan acceptere, at deres medarbejdere har de bedste forhold, når de skal langt væk på kundeopgaver,” siger Palle Christensen.



LUFTHANSA TABER TIL LAVPRISSELSKABERNE




Lufthansa går svanger med de samme overvejelser. ”Vi arbejder med et helt nyt koncept for Europa,” siger Lufthansas country manager i Danmark, John Nielsen.




”Vi mister kunder, fordi virksomhederne sparer på rejsebudgettet i Europa. Til gengæld er der ingen slinger på de oversøiske ruter, hvor vi i de fleste tilfælde også bevarer 1. klasse. Det vil ikke overraske mig, hvis vi i fremtiden udbygger ruter med fly kun indrettet til business class med masser af benplads og alle bekvemmeligheder. I dag findes disse tilbud fra Dortmund og München til Newark på udliciterede ruter,” siger han.



ROS TIL AUSTRIANS LANGRUTER




Endnu en partner i Star Alliance, Austrian Airlines, revurderer klasseopdelingen. Det overvejes at gøre business class endnu bedre, måske på bekostning af turistklasse.




Austrian tror på business class, ikke mindst til de nye lande i EU – og i det hele taget på øst-vest forbindelserne, en af Austrians styrker. Samtidig oprustes på business class oversøisk, hvor selskabet får mange roser for masser af plads og fin service. Det gælder fx. de daglige langruter fra Wien til Australien, fem gange om ugen til Sydney og de sidste to til Melbourne.



BA GIVER C-CLASS ANSIGTSLØFTNING




British Airways giver ikke køb på C-class. ”Club Europe får en ansigtsløftning. Også de næste tre til fem år vil der være behov for en sådan klasse til erhvervslivet,” siger direktør Sam Heine fra BA i København og tilføjer:




”Vi er ubeskedne nok til at satse kraftigt på, at danske firmaer vil rejse med os til London og ud i verden. Fra oktober har vi seks afgange fra København til London Heathrow og to til Manchester.”



FINNAIR DAGLIGT TIL SHANGHAI FRA I DAG




”På navnlig de oversøiske ruter satser Finnair stærkt på firmakunderne, ikke mindst til Fjernøsten, hvor vi som et ud af fem europæiske flyselskaber netop i dag, tirsdag, åbner en direkte rute til Shanghai med fine forbindelser fra Danmark,” siger salgschef Morten Balk.




I forvejen er Oneworld-medlemmets rute til Beijing meget efterspurgt – trods at SAS flyver direkte fra CPH.




Shanghai er endnu en udvidelse for Finnair i Asien, hvor det også betjener Bangkok, Beijing, Hong Kong, Osaka, Singapore og Tokyo.



KLM HAR FJERNET EUROPÆISK C-CLASS




KLM har høj standard på sin oversøiske business class, men har helt sløjfet denne klasse i Europa. Chef for KLM i Danmark, Anne von Glasow:




”Vi har bevaret gardinet, men rykket smallere og flere stole ind på en ny Select Class. Vi har fortsat servering for vore kernekunder, som vi mange gange også på almindelige billetter rykker op.”



THAI FÅR BEDRE FLYTYPE TIL CPH




På de oversøiske ruter fra København skiller Thai Airways og Singapore Airlines sig ud. Begge er i Star Alliance, men der er hed konkurrence mellem dem.




Thai får fra vinterplanen sin sjette ugentlige afgange til Bangkok med Boeing 747 med både business class og 1. klasse. ”Vi har et stort fast publikum fra danske firmaer og laver mange firmaaftaler, og vi ser frem til næste år, når nyere udgaver af B747 kommer til København med en helt moderne business class,” siger salgsdirektør Flemming Sonne.



INGEN UPGRADE HOS SINGAPORE AIRLINES




Singapore Airlines har tre ugentlige afgange fra København med Boeing 777, hvor der ikke er 1. klasse. Til gengæld er der en af verdens bedste business class. Og det er en lang flyvning, mange skal videre til Australien og New Zealand.




”Vi upgrader ikke passagerer fra turistklasse, hvis de ikke har billet til business eller højere klasse,” siger salgsdirektør Allan Hoffery fra Singapore Airlines.



AMBASSADØRER PÅ TURISTKLASSE




Danske ambassadører, diplomater og udsendte fra Udenrigsministeriet må ikke længere flyve business class i Europa, beordrer ministeriet; rejsepolitikken er strammet med øjeblikkelig virkning:




”Alle flyrejser i Europa skal ske til lavpris med lavprisselskaber og økonomiklasse. Rejser uden for Europa på maksimalt seks timers flyvetid i dagtimerne skal ligeledes ske på økonomiklasse eller lignende,” lyder instruksen.



Direktør i Udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, forventer, at stramningen kan skære 10% af ministeriets årlige rejsebudget på 60 mio. kr. ”Der er ikke stor forskel på business eller lavpris. Det afgørende er, at vi kan spare utroligt mange penge. Alle skal flyve på denne måde, også cheferne,” siger han til Jyllands-Posten. Sidste år foregik 25% af hans egne rejser på økonomiklasse. Det vil fremover blive langt flere.



Udenrigsministeriet vil følge nøje med i medarbejdernes rejsevaner. Der vil ske en løbende registrering for at sikre den nødvendige opfølgning på rejsepolitikken. Med den nye rejsepolitik følger Udenrigsministeriet eksemplet fra erhvervslivet, som i stigende grad flyver lavpris.

Skrevet af