Karsten Madsen kalder OL for et blålys, når der ikke følger handling – og penge – med
Helt symbolsk trak Dansk Ishockey Union i går sin ansøgning om at arrangere A-VM i 2012.
Forklaringen er den simple, at den nødvendige multihal, der skulle danne ramme om arrangementet, ikke ser ud til at kunne blive til noget, fordi de nødvendige statslige og kommunale garantier ikke ser ud til at blive til noget.
Det er ikke fordi visionerne mangler.
Bella Centret og dets dynamiske direktør Arne Bang Mikkelsen lægger gerne jord og kræfter til, men en del af finansieringen vil afhænge af offentlig velvilje. Men den skorter det på. Regeringen vil ikke og Københavns Kommune har ikke pengene.
Et VM i Ishockey er en stor international begivenhed, der kaster omtale og opmærksomhed af sig over det meste af kloden.
Hundredvis af TV-kiggere ville herigennem kunne få øje på vores plet på jorden.
Med andre ord en helt unik markedsføring, der ville understøtte mange erhverv – ikke mindst turismen.
Derudover selvfølgelig en ikke uvæsentlig eksponering af sporten herhjemme og et fortjent skulderklap til en idrætsgren, der over få år har bevæget sig fra C-gruppen til at spille lige op med verdens allerbedste.
Nu rumles hele tiden om OL på dansk jord.
Kulturministeren har nedsat arbejdsgruppe og med jævne mellemrum står københavnske politikere i kø for at slå sig til riddere over den gode ide og deres store vilje.
Det hele er imidlertid tomme ord, hvis viljen ikke rummer mod til at bevilge de nødvendige penge. Sætte handling bag de fine hensigtserkæringer.
Det er hidtil udeblevet.
Derfor må regeringen, Folketinget og Københavns bystyre gøre op med hinanden og sig selv.
Ønsker man – eller ønsker man ikke – at Danmark skal være vært for de store idrætsgrene arrangementer af VM-kaliber?
Og hvis ja – og det burde være det indlysende svar – hvordan skabes finansiering af en strategi for at virkeliggøre visionerne?
Alle ved, at events er den bedste markedsføring og et virkeligt solidt håndtag til at styrke turiststrømmen.
Men selv om mange har talt om det, har ingen endnu vist den nødvendige handlekraft.
Og imens går tiden og nabolande render med arrangementer og opmærksomhed.
Trist, men symbolsk for den politiske interesse for turistbranchen.