- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS DANMARK OGSÅ LAMMET AF STREJKE HELE ONSDAGEN

De danske SAS-piloters strejke har fået SAS til at aflyse alle flyvninger frem til midnat onsdag.Undtaget er langruterne og Cimber Airs flyvninger på vegne af SAS Danmark.

Hundredvis af flyvninger og titusinder af passagerer er berørt af strejken

“Beslutningen er truffet, da vi ikke fra piloterne har fået en positiv tilkendegivelse om at arbejdet genoptages. Det er utilfredsstillende for SAS’ kunder at blive holdt som gidsler i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,” siger viceadm. direktør i SAS Danmark, Jens Willumsen.



“Det er også utilfredsstillende, at SAS ikke kan forudsige, om vi kan gennemføre vores produktion eller ej. Derfor vil vi nu annoncere udsigten til den næste dags (onsdag)trafikafvikling så tidligt, at vores kunder kan nå at disponere i rimelig tid,” siger viceadm. direktør i SAS Danmark, Jens Willumsen.



Piloternes overenskomststridige strejke betyder, at 315 flyvninger pr dag aflyses, og at ca. 20.000 passagerer hos SAS Danmark generes af piloternes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.



”Vi beklager de mange aflysninger dybt. Vi gør alt for at mindske de gener, strejken forvolder. Vi ombooker til andre selskaber og refunderer vores kunders billetter på alle berørte SAS-fly,” siger Jens Willumsen.



De SAS-fly der opereres af Cimber Air og SAS Sverige var tirsdag ikke berørt af konflikten.

SAS forventer også onsdag at sende alle interkontinentale fly på vingerne.



Bortset fra Cimbers flyvninger for SAS og SAS’ langruter giver sine kunder med planlagt rejse tirsdag mulighed for at få foretaget en ombooking ved enten at ringe på: 32 32 68 00 eller kontakte en SAS-medarbejder. Alternativt kan SAS’ kunder få pengene tilbage for deres billet.



Trafiksituationen kan følges på Københavns Lufthavns hjemmeside: cph.dk eller tekst-tv side 490.



SAS-passagerer booket på aflyste SAS-fly kan ombookes i rækkefølgen: SAS-fly, Star Alliance-partnere og andre flyselskaber. Passagererne kan også få refunderet deres billet.

Berørte passagerer får mad og drikke, transport til og fra evt. hotel samt to telefonsamtaler, e-mails eller fax.



Strejken skyldes uenighed mellem SAS og piloterne.

Ifølge SAS-piloternes formand, Mogens Holgaard, er SAS sprunget fra en aftale om en fælles skandinavisk liste over piloternes karriereforløb, herunder forfremmelser og afskedigelser.

”Piloterne er voldsomt vrede, fordi ledelsen agter at bryde en aftale om noget så centralt som ansættelsesforholdet,” siger Mogens Holgaard til Ritzau.



OGSÅ SAS-STREJKE I NORGE

I slipstrømmen af SAS-piloternes arbejdsnedlæggelse i Danmark, har piloter i norske SAS Braathens meldt sig syge mandag og tirsdag, hvilket også har givet massive flyaflysninger.

Skrevet af