Det store amerikanske krydstogtrederi Princess Cruises kårer for andet år i træk danske DMC som rederiets bedste operatør på verdensplan.
DMC’s salgs- og marketingdirektør Søren Damstrup: “Vi er naturligvis uhyre stolte af atter at være blevet valgt til rederiets bedste operatør. Denne udmærkelse vil vi dele med alle samarbejdspartnere i København: lufthavn, myndigheder, busselskaber, hoteller og Københavns Havn – alle har hjulpet til at gøre vort arbejde lettere til glæde for de mange passagerer, vi har håndteret.”
”Eftersom udnævnelsen sker efter passagernes tilbagemeldinger, afspejler det kundernes oplevelse af destinationen og den service, de har modtaget, hvilket gør prisen ekstra værdifuld,” siger Søren Damstrup og fremhæver to af DMC’s medarbejdere for deres store indsats med krydstogtarbejdet i København, Brit Brander og Raymond Walder.
Prisen overrækkes på Princess Cruises årlige konference i Californien i starten af februar.
DMC håndterede i sæsonen 2006 lidt over 70.000 af Princess Cruises passagerer (fordelt på 14 ”turnarounds” med gennemsnitligt 5.400 passagerer). En turnaround er når krydstogtskibet i dette tilfælde bruger Københavns Havn til at skifte passagerer efter et endt krydstogt.
DMC´s søsterselskab, DMC Chile, fik i 2005 tredjepladsen og i 2006 andenpladsen hos Princess.