- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tændstikker og lightere forbydes på fly

Amerikanske sikkerhedsudvalg på vej med forbud som også vil påvirke rygeres muligheder i lufthavnene.

De amerikanske sikkerhedsmyndigheder barsler i nær fremtid med endnu skrappere regler for, hvad man må tage med om bord. Sikkerhedsudvalget (TSA) mener, at reglerne for brandfarlige redskaber er for slappe.



Derfor regner man med i løbet af en måned eller to at forbyde passagererne at tage tændstikker eller lightere med om bord. Ved screeningen må ingen have tændstikker eller lightere med forbi kontrollen. Det vil i sagens natur også gøre det umuligt at ryge i lufthavnene, selv i de særligt indrettede rygerrum.



“Vi er nødt til at efterleve det. Den eneste måde, passagererne vil kunne ryge er, hvis vi installerer faste lightere, der ikke kan fjernes fra restauranter og ryger- lounger,” siger en repræsentant for de amerikanske lufthavne.



Amerikanerne har endnu ikke glemt Richard Reid, som for tre år siden stod på et fly i Paris, tilsyneladende med sprængstof under den ene sko. Han forsøgte med en tændstik at antænde, inden flyet nåede Chicago, men det lykkedes ikke.



Siden har skeptikere rejst tvivl om det overhovedet var sprængstof – og hvis han ville sprænge sig selv og flyet i luften, hvorfor gik han så ikke ud på toilettet og fuldførte i ro og mag?



Nu ser man imidlertid faren ved, at noget overhovedet kan antændes om bord, og da rygning alligevel er forbudt, behøver man jo ingen tændstikker eller lightere.



Med de nye regler fjernes bestemmelse i amerikansk luftfart om, at enhver passager må medtage to lightere og fire æsker tændstikker, købt i lufthavnen.



Det ventes, at amerikanerne vil stille de samme krav til europæiske flyselskaber med amerikansk lufthavn som endemål.

Skrevet af