- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Politisk modstand mod Tivoli-højhus

Tivoli får sikkert ikke lov til at bygge det 102 meter høje hotel- og lejlighedstårn ved Rådhuspladsen. Venstre på Københavns Rådhus siger definitivt nej til planerne, skriver Berlingske Tidende.

Dermed er det højst usikkert, om der kan samles politisk flertal bag det spektakulære højhus, der er tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster.

”Vi har intet imod højhuse, tværtimod ser vi mange perspektiver i f.eks. at udvikle Refshaleøen til Nordens Manhattan, men når det gælder Middelalderbyen og voldområdet, så vil byggeri af den karakter ødelægge områdets udseende og særkende. Vi vil ikke lægge navn til, at der åbnes for fri leg i Middelalderbyen”, siger Venstres leder på Københavns Rådhus, kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen.

I stedet foreslår han, at Tivoli begrænser byggeriet til seks etager eller flytter huset ned mod hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade. Men begge forslag afvises af Tivolis adm. direktør Lars Liebst, der er overrasket over Venstres afvisning:.

”Jeg beklager Venstres melding, der kommer bag på mig, fordi vi hører meget om, at der skal ske noget i København, og vi har en regering, der taler meget om at fremme god arkitektur. Og her står vi altså med et fantastisk projekt, der er tegnet af en af verdens førende arkitekter”.

”Det ser sort ud, men vi arbejder videre med projektet, fordi vi synes, at vi skylder byen, at projektet får sin gang på jorden – og vi opgiver ikke endnu”, siger han.

På Københavns Rådhus er nu både Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, flere løsgængere og dele af de Radikales gruppe nu modstandere af projektet. Desuden hælder De Konservative mod et nej, hvilket efterlader Socialdemokraterne og fem radikale som umiddelbart positivt indstillede.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam erkender, at Venstres beslutning sandsynligvis sætter en stopper for projektet:

”Vi kan jo kun tage Venstres beslutning til efterretning. Det er da ærgerligt, at skepsis vinder, fordi der efter min mening er tale om et flot og bæredygtigt byggeri, men når det er sagt, så klarer vi os nok også uden et Tivoli-højhus”, siger han

I Tivoli ærgrer man sig og synes, at det er ærgerligt, hvis politik kommer til at gå ud over et godt projekt, der er i tråd med regeringens arkitekturpolitik, siger kommunikationschef Stine Lolk til borsen.dk.

Tivoli oplyser, at man ikke arbejder med en ændring af projektet.



Skrevet af