- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Myndigheder uenige om sikkerhed

Dagens krisemøde vil næppe føre til europæisk flyveforbud for Dash-flyet.

Et flyveforbud for alle Dash8/Q400-fly i Europa vil næppe komme på tale på dagens krisemøde mellem topcheferne i EUs luftfartsmyndighed, flyproducenten Bombardier og de canadiske myndigheder.
”At grounde fly er et af EASAs instrumenter, men jeg forventer bestemt ikke, at det vil ske. På nuværende tidspunkt er der ikke tilstrækkeligt bevis for, at der er generelle sikkerhedsproblemer med Dash8/Q400-flyet. Det kan simpelthen ikke retfærdiggøres at udstede et europæisk flyveforbud,” siger EASA-talsmand Daniel Hoeltgen.

EASA, der er EUs øverste luftfartsorgan, er dermed lodret uenig med de skandinaviske luftfartsmyndigheder.
”Jeg kender ikke EASAs overvejelser. Men vi mener, at med tre havarier på så kort tid, der alle skyldes problemer med landingsstellet, så er der god grund til at grounde Dash8-flyene, indtil Havarikommissionen har peget på årsagen til det tredje havari. Og det har vi hjemmel til at gøre, selv om EASA er den højeste typecertificerende myndighed i EU,” siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen.

Thorbjørn Ancker mener dog ”som udgangspunkt”, at danskere roligt kan flyve med Dash-flyene andre steder i Europa, mens undersøgelsen står på, da problemerne hovedsagligt har omhandlet fly i Skandinavien samt fly fra den samme tidligere leverance fra flyproducenten.

(Berlingske Tidende, d. 31. oktober, 2007)

Skrevet af