- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kabinepersonalets bestyrelse får fuld opbakning

Ingen slinger i valsen på medlemsmødet, og samtlige bestyrelsesmedlemmer genopstiller ved generalforsamlingen i SAS-foreningen.

Fronterne er tilsyneladende trukket skarpt op mellem kabinepersonalets forening, CAU, hos SAS Danmark og ledelsen.



I et brev til medlemmerne forleden takkede formanden, Verner Lundtoft Jensen, for den opbakning bestyrelsen havde fået. Det samme kunne han gøre på medlemsmødet mandag, hvor der kun var få kritiske røster og til slut en total enighed om bestyrelsens linie.



SAS har fastholdt sparekravet på 220 mio. sv. kr. og afvist kabineforeningens udregning med en samlet besparelse på 15 procent.



I følge SAS er gennemsnitslønnen på en kabineansat 30.224 kr. eksklusiv tillæg som purser og per diem. Af sidstnævnte rådighedsbeløb foreslår SAS en syv procent nedgang.



Regnet ud i procenter i SAS kataloget, som er afvist af personalet, er fordelingen for at nå de ca. 150 mio. danske kroner i besparelse: Løn 25 pct., pension 3 pct., per diem 18 pct., tjenestegøringsvilkår 33 pct., øvrige 21 procent.



Under tjenestegøringsvilkår hører en række ændringer om weekendfri, ferieperioder, rådighedstid – og evt. besparelse på fjernelse af hvilemodul på Airbus A 330 fly.



SAS estimerer, at lønnedgangen pr. måned i gennemsnit, inklusive diverse tillæg er 5.800 kr. om måneden. Per diem tilægget varierer, men er ofte 5 til 6.000 kr.



Hele denne udregning er afvist af kabinepersonalet.



Og som det hedder i brevet fra kabineforeningens bestyrelse: Det er nu op til koncernledelsen og bestyrelsen, hvad der videre skal ske.



Det bliver præcis også det, der kommer til at ske, efter hvad Take Off erfarer.



Kabineforeningens sammenhold ser stabilt ud. Fra formand til samtlige bestyrelsesmedlemmer er der indstillet til genvalg på generalforsamling senere på måneden.



-ejv

Skrevet af