- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Læger uden Grænser modtog gavecheck fra Choice Hotels

Choice Hotels besøgte her til formiddag Læger uden Grænsers kontor på Østerbro for at overrække den årlige gavecheck på 50.000 kr. samt en kurv fuld af godter til personalet.


På billedet fra venstre modtager af gavechecken Anne Larsen, Læger uden Grænser’s chef for Fundraising afdelingen, Christian Lond og Jens Mathiesen begge fra Choice Hotels. 

Choice Hotels har igen i år valgt at droppe julegaverne til kunderne og i stedet donere pengene til et velgørende formål. En beslutning, kunderne allerede sidste år modtog med meget stor sympati. Læger uden Grænser modtager de 50.000 kr. til organisationens arbejde i Pakistan.

Siden jordskælvet har man vaccineret godt 5.000 børn mod mæslinger og behandlet 4.000 patienter om ugen. Men arbejdet er langt fra færdigt. Den kolde vinter står for døren og ca. 1,9 millioner mennesker står uden tag over hovedet. Eksponeringen i medierne har været meget mindre i forhold til f.eks. tsunamien i Indonesien, Maldiverne, Sri Lanka og Thailand det seneste års tid men behovet for akut hjælp før kulden er mindst lige så stort. Læger uden Grænser opererer med stærkt begrænsede midler, som kræver et stort logistisk og koordinerende arbejde. Udstyr som telte, bliktage, værktøj, såkaldte ”Shelter Kits” skal ud til alle nærområderne, og psykologer arbejder på højtryk for at hjælpe de mest traumatiserede ofre. Anne Larsen, chef for Fundraising afdelingen siger til Stand By: ”Vi er utrolig glade for dette flotte bidrag. Det betyder enormt meget, at virksomheder som Choice Hotels tager del i det sociale ansvar. Vi har jo en stor stab af frivillige læger, der arbejder ud fra selvmotiverende faktorer og det bemærkes af alle når tilgangen af midler øges.”

Om valget af netop Læger uden Grænsers arbejde i Pakistan siger Choice’s salgs- og marketing-
direktør Jens Mathiesen: ”Valget var sådan set nemt for os. Det handler om at vurdere, hvor pengene gør mest gavn. Behovet i Pakistan er stærkt undereksponeret, selvom det vel p.t. er det sted i verden, som trænger mest nu og her, derfor valget.”

Hoteldirektør, Christian Lond fra Comfort Hotel Østerport tilbød endvidere ved overrækkelsen at stille værelser og mødefaciliteter gratis til rådighed for fondens koordinerende arbejde, også det globale arbejde, når den danske del af fonden er vært.

Skulle andre virksomheder eller privatpersoner være interesseret i at støtte Læger uden Grænser vil fonden være meget taknemmelig for bidrag, uanset beløbets størrelse.

Se her hvordan du kan støtte Læger uden Grænser:
http://www.msf.dk/view.asp?ArticleID=191

Skrevet af