- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alitalia-underskud dundrer videre op

Nettotabet voksede til 405 mio. euro sidste år


Underskuddet i det statskontrollerede italienske flyselskab Alitalia voksede sidste år til 405 mio. Euro mod 144 mio. Euro i 2005. Selskabets ledelse forklarer selv underskuddet som et resultat af “alvorlige og stadigt mere komplekse problemer”.

Blandt problemerne var høje og ustabile fuelpriser, manglende opnåelse af forudsatte besparelser, øget konkurrence og sammenstød med fagforeninger og medarbejdere. Alt i alt førte de mange udfordringer til et fald i omsætningen på 1,6 % mens produktionsomkostningerne steg med næsten tre pct. Som et enkelt lyspunkt i det finansielle mørke nævner Alitalia, at trafikken voksede med 1,2 % og at load factoren steg til 73,6 %.

Alitalia havde ved det seneste årsskifte en gæld på godt en milliard Euro, 25 % mere end ved forrige nytårsaften. Aktiverne er til gengæld nede på 715 mio. Euro, fratrukket årets nettounderskud. Alitalia garanterer dog, at selskabet har likvider til at fortsætte driften ”mindst frem til marts 2008”.

Den italienske stat ejer 49,9 % af Alitalia, og har sat aktieposten til salg. Landets regering venter et salg til investorer senest i midten af juni måned i år.

Skrevet af