British Airways har fået sin største bøde nogensinde – for fusk med brændstoftillæg over Atlanten. Det var Virgin Atlantic som ”sladrede” om BA til de engelske og amerikanske konkurrencemyndigheder.
Endnu er bødestørrelsen ikke helt på plads, men den kan koste British Airways næsten 4 milliarder kr. I første omgang skal BA betale over 1,3 milliarder kr. i bøde i England – BA forventer mindst at et tilsvarende beløb til de amerikanske konkurrencemyndigheder.
Bøden var blevet meget højere, hvis ikke BA med det samme havde hjulpet konkurrencemyndighederne i udredningen af sagen.
Mindst seks gange mellem 2004 og sidste år diskuterede eller informerede højtstående chefer i British Airways og Virgin Atlantic hinanden om prisforhøjelser på selskabernes ruter mellem England og USA – i stedet for individuelt at fastsætte deres brandstoftillæg.
Da ledelsen hos Virgin Atlantic opdagede aftalen mellem deres selskab og BA om ens – og stærkt forhøjede – brændstoftillæg over Atlanten, “sladrede” de til de engelske konkurrencemyndigheder, Office of Fair Trading (OFT). Fordi Virgin anmeldte sagen, fik selskabet immunitet i sagen.
Ifølge OFT’s chef, Simon Williams, er dette den største bøde, OFT har uddelt. OFT håber den kan afskrække andre selskaber og branchen fra lignende numre.
Skandalen kostede i efteråret to højtstående BA-chefer, bl.a. den kommercielle direktør, deres job. Deres roller undersøges af myndighederne, skriver Reuters.
Prisfuskeriet mellem BA og VA stod på fra 2004 til sidste år. I den periode steg brændstoftillægget på de to selskabers langruter fra 5 til 60 pund pr. passager.