Nej, overskriften stammer ikke fra et memorandum i Sterlings strategiske tænketank. Eller fra et referat fra et direktionsmøde hos Finair eller KLM.
Kommentar af Karsten Madsen
Næh, det er såmænd udgangsreplikken fra formanden for CAU (Kabinepersonalet hos SAS), Verner Lundtoft Jensen, som i et overraskende brev til sine kolleger skriver: Mange SAS-ansatte har – forstår man – følt sig kaldet til at protestere mod tillidsfolkenes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og gidseltagning af tusindvis af SAS-rejsende, og det bekommer ikke formanden vel.
Han vedhæfter endda sin bandbulle en mail fra et medlem – ikke anonym, men navnebeskyttet af redaktionen – som retter en meget skarp kritik af CAU, der beskyldes for ikke at lytte til medlemmerne men varetage egne interesser.
CAU-formanden fortæller, at bestyrelsesmedlemmerne chikaneres og modtager mails med skarpe angreb på deres person og integritet fra utilfredse medlemmer.
”Oftere og oftere, ja hver uge, modtager vi opringninger, breve og mails, der ligger langt udover, hvad der er acceptabelt,” skriver han op opfordrer til at bakke bestyrelsen og dens politik op.
Og som et effektfuldt punktum proklamerer Verner Lundtoft Jensen, at ”Alt andet er at gå SAS ærinde”.
Nu har mange med rette længe haft mistanke om, at personaleforeningerne i SAS ikke i nævneværdig grad føler sig forpligtet til ”at gå SAS ærinde.”
Tværtimod har de seneste års mange arbejdsnedlæggelser og overenskomststridige arbejdsnedlæggelser aktivt bidraget til at øge de vanskeligheder, som SAS i forvejen har haft på grund af mange års særstatus – ikke mindst i Skandinavien.
Det hører dog til sjældenhederne, at en tillidsmand direkte betragter det som angribeligt, hvis kollegers handlinger gavner den virksomhed, hvor hans medlemmer er ansat. Og det er i øvrigt lodret i strid med de regler, som tillidsmandsbeskyttelsen er en del af. Her skal medarbejdernes repræsentanter – naturligvis – også varetage virksomhedens tarv.
Men Lundtofts brev til CAU-medlemmerne er ikke kun et signal om, at tillidsfolkene ikke er optaget af, hvordan det går SAS.
Det er i sig selv angribeligt.
Men det udgør også samtidig en indrømmelse af den dybe splittelse i CAU, hvor kompetente og engagerede medarbejdere interesserer sig for at sikre ordentlig service til kunderne og SAS Danmarks fremtid, og hvor en aktivistisk gruppe, som udgør tillidsmændene, den ene gang efter anden bringer virksomhedens image og fremtid i fare.
Det er muligt, at Lundtoft & Co. har opbakning af et flertal blandt kabinepersonalet. Men formanden havde næppe skrevet en bandbulle med de parader, hvis han nød bred opbakning. Det tyder de henvendelser, han selv omtaler, heller ikke på han har.
Så længe fagforeningsbestyrelser vælges på generalforsamlinger og ikke ved urafstemninger, er det ikke medlemmerne som helhed, men de aktive – de som møder op – som bestemmer.
Det kan man have forskellig mening om.
Men når en aktivistisk bestyrelse på tværs af aftaler og regler den ene gang efter den anden sætter en virksomheds eksistens på spil, skubber sine medlemmer foran sig og tager kunderne som gidsler, er der måske grund til hos utilfredse at vise deres modstand mod kursen i andet end personlige henvendelser.
For Lundtofts holdning til sin arbejdsplads kan ingen være tjent med.