- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ryanair har stadig planer om langruter til USA


Indenfor et år eller to forventer Ryanair at flyve fra bl.a. Skandinavien til USA. Samtidig kalder Ryanairs chef EU-bureaukrater for ”korrupte.”



Ryanair har stadig planer om at flyve langruter mellem Europa og USA. Det bekræftede det irske lavprisselskabs koncernchef, Michael O’Leary, på tirsdagens pressemøde på Hilton Copenhagen Airport.



”Det kan blive om 12 til 24 måneder. Det bliver ikke selve Ryanair, men et datterselskab. Vi vil flyve fra 6-8 baser i Europa, bl.a. en i Skandinavien, til 10-12 destinationer i USA – fx Boston, Chicago, Denver, Los Angeles, New York, San Diego og San Francisco,” sagde Michael O’Leary som også sagde, at en rute fra den skandinaviske base ville være Minneapolis pga. de mange indbyggere i Minnesota med skandinaviske rødder.



Michael O’Leary benyttede også pressemødet i København til atter lejligheden til at lufte sin utilfredshed med EU. Ryanair vil gerne overtage irske Aer Lingus, som man ejer 29 % af – noget Aer Lingus ikke er interesseret i.



Han påpegede, at EU har godkendt en lang række overtagelser af flyselskaber – fx SAS af Spanair, Air France af KLM samt Lufthansa af såvel Swiss som Brussels Airlines – men har sagt nej til Ryanair og Aer Lingus.



Han skældte ud på de ”korrupte bureaukrater” i EU for dette – og forudså kommende overtagelser i branchen som British Airways af Iberia, Lufthansa af Austrian samt Air France KLM af Alitalia.



HB

Skrevet af