- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS gør klar til massivt frasalg

SAS-koncernchef Mats Jansson præsenterer torsdag en ny strategi for koncernen, der vil indeholde planer om massive frasalg. Det venter flere centralt placerede kilder i SAS over for borsen.dk

Følges forventningerne berører det 11.000 ansatte og skærer 25% af omsætningen.
SAS-ledelsen vil ikke kommentere borsen.dk’s oplysninger før torsdag, hvor Mats Jansson præsenterer strategien frem til 2011 på et pressemøde. Og alle øvrige skal forholde sig tavse om planerne, der præsenteres i onsdag aften for udvalgte medarbejdere.

I følge borsen.dk’s oplysninger er der flere selskaber i spil på salgslisten. Det er først og fremmest Spanair og SAS Ground Services (SGS), som ventes sat til salg. Dertil også SAS’ andel af British Midlands samt eventuelt SAS Cargo.

Sælges alle selskaber berør det over 11.000 medarbejdere, svarende til 40% af arbejdsstyrken, mens omkring 28% af koncernens samlede omsætning, der var på 60 mia. svenske kr. sidste år, fjernes.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra SAS-koncernens topledelse, men SAS’ chef for investor relationer, Sture Stölen, der ofte kommenterer salgsplaner generelt, vil i dag hverken be- eller afkræfte borsen.dk’s oplysninger.

”Du må vente til helheden bliver fremlagt torsdag”, siger han til borsen.dk.

Blandt borsen.dk’s interne kilder vil et frasalg af de ovennævnte aktiviteter også falde fint i tråd med de meldinger Mats Jansson er kommet med siden tiltrædelsen 1. januar.

“Han har netop betonet, at planen for SAS er, at selskabet skal drive luftfart ind og ud af Nordeuropa. Han er købmand og klar til at bruge underleverandører, hvis ikke SAS-brandet skades”, siger vedkommende til borsen.dk.

Især Spanair og SGS falder uden for denne grundtanke, idet Spanair er koncentreret om Spanien, mens SGS, der håndterer bagage og passagerer, primært er en underleverandør til SAS flyselskaber.

Investeringen i British Midlands har i årevis kostet SAS dyrt, men næste år er der gode muligheder for at genvinde noget af det tabte, idet British Midlands har attraktive afgangstider i Europas travleste lufthavn, Heathrow. Aktieposten på 20% kan indbringe SAS et milliardbeløb.

Skrevet af