- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bjarne Eklund stopper som formand for Danmarks Turistråd

Danmarks Turistråd skal fra maj have ny formand; den nuværende, Bjarne Eklund, træder nemlig pr. 30. april tilbage når hans udnævnelsesperiode udløber. Bjarne Eklund sagde søndag til Take Off: ”Efter otte spændende og udfordrende år med Danmarks Turistråd, heraf de sidste to som formand, må det være tiden, hvor en ny regering, ny satsning og ...

Danmarks Turistråd skal fra maj have ny formand; den nuværende, Bjarne Eklund, træder nemlig pr. 30. april tilbage når hans udnævnelsesperiode udløber.



Bjarne Eklund sagde søndag til Take Off: ”Efter otte spændende og udfordrende år med Danmarks Turistråd, heraf de sidste to som formand, må det være tiden, hvor en ny regering, ny satsning og anderledes strategi, får en ny formand. Der er intet dramatisk i min beslutning om ikke at fortsætte. “Aftale-perioden” er forbi, og jeg glæder mig meget til fortsat at arbejde med danske turisme i en mere direkte form, ikke mindst i vort fælles blad Take Off.”



Bjarne Eklund, der også er bestyrelsesformand for Skandinavisk Bladforlag, der udgiver Take Off, blev i 2001 afløst som adm. direktør for Danmarks Turistråd af Lars Sandahl Sørensen og overtog derefter formandskabet i DT’s bestyrelse.



Økonomi- og erhvervsminister Bent Bendtsen udnævner medlemmerne, herunder formanden, af bestyrelsen i Danmarks Turistråd.




De øvrige bestyrelsesmedlemmer er: formand for HORESTA’s bestyrelse Niels Nygaard (næstformand), adm. direktør og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening, Kaj Frederiksen, adm. direktør Lars Toft fra Yahoo Danmark, adm. direktør Georg Sørensen fra Messecenter Herning, Senior Vice President Jens Willumsen fra SAS samt kontorchef Lars Aagaard fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.




De to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er IT-chef Finn Lassen og bestyrelsens eneste kvinde, souschef Bodil de Wit-Andreasen.



Som Take Off kunne oplyse i vor februar-udgave, flytter Danmarks Turistråd til maj fra sit nuværende hovedkvarter overfor Tivoli til Islands Brygge.

Skrevet af