- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF ønsker retssag om millioner

Det trækker op til en stævning fra Danmarks Rejsebureau Forening mod tre flyselskaber – de vil ikke betale rejsebureauerne provision for den opkrævede ZO-sikkerhedsskat, som standsede i 2003.

”Det drejer sig om millioner,” sagde DRF’s direktør, Lars Thykier, til Take Off i forbindelse med rejsebureauforeningens årsmøde tirsdag i København. Sagen drejer sig om de såkaldte ZO-sikkerhedsafgifter som rejsebureauerne opkrævede på vegne af flyselskaberne fra sidst i 1990’erne og frem til 2003. Disse afgifter, fandt man senere ud af, skulle rejsebureauerne have provision af.



Det blev der opnået enighed om med BARD – Board of Airline Representatives i Danmark – og har resulteret i at hovedparten af flyselskaberne har betalt over 20 millioner kroner i provision til de danske rejsebureauer.



Undtagelserne er British Airways, Finnair og brasilianske Varig. Og kommer der ikke en aftale med disse indenfor en måneds tid, udtager DRF stævning mod dem, siger Lars Thykier.

British Airways vil ikke betale fordi, ifølge BA, kun en meget lille del af dets billetter i perioden var af en sådan art, at der skulle betales provision, oplyser DRF.

Finnair mener ikke der er juridisk grundlag for at opkræve den manglende provision, mens Varig, ifølge DRF, hævder, at det mellem 1998-2000 ikke fik solgt en eneste provisionsberettiget billet gennem DRF’s medlemmer med IATA-status.



”Vi har tilbudt de tre flyselskaber at betale for 1998-2000 – bliver vi ikke enige om ZO-provision for de år, udvider vi gennem stævningen perioden frem til 2003,” sagde Lars Thykier til Take Off.

Skrevet af