- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vittighed i lufthavn gav næsten en tur i fængsel

Dårlige vittigheder straffes sjældent med mere end pinlig tavshed - men en 29-årig dansker fik en noget mere alvorlig respons på en ”kvik bemærkning” i Københavns Lufthavn.

Ti dages betinget fængsel takserede Københavns Byret det til, at manden sidste år ved sikkerhedskontrollen i København Lufthavn for sjov hævdede, at han havde en pistol i sin rygsæk, skriver Politiken.



Den 29-årige var på vej til en bjergklatringstur, men havde glemt, at han i sin rygsæk havde en spejderdolk i en lomme. Da det blev opdaget ved gennemlysningen, spurgte sikkerhedskontrolløren, om han havde en kniv i rygsækken.



Svaret, ”Ja, og en pistol,” kunne hverken undskyldes eller bortforklares. Det kostede ham fem timers tilbageholdelse hos politiet i Københavns Lufthavn og senere en sigtelse for trusler på livet og for en overtrædelse af våbenloven.



Ved dagens domsafsigelse blev den 29-årige københavner frifundet for overtrædelsen af våbenloven, men bemærkningen om pistolen gav den betingede fængselsdom.



Ifølge politiet i Københavns Lufthavn sker det to-tre gange om året, at en passagerers ”morsomheder” tvinger myndighederne til at reagere.

”Forholdsordren er klar: Er der noget, man ikke skal ”joke” med, er det sikkerheden,” siger kriminalinspektør Carsten Holder.


Skrevet af