Det betyder flere afgange på den korte rute fra København med et mere velegnet fly fra 31. marts. Det er primært DAT, som skal flyve på ruten for SAS.
Et jetfly er ikke noget ideelt fly til så kort en rute som mellem København og Århus. Derfor har SAS også væsentligt brugt Q 400, indtil det af kendte grunde ikke længere var muligt. I øjeblikket flyves med for store og uøkonomiske fly.
Fra 31. marts bliver det anderledes. Da sætter SAS også en ATR 72 turboprop ind på ruten og øger afgangene fra syv til ni rundture. På hverdage stiger antallet af afgange fra syv til ni, og i weekenden bliver der en afgang ekstra, så der er seks lørdag og syv søndage.
Syv af de ni SAS-flyvninger mellem København og Århus varetages af Danish Air Transport, mens Cimber Air klarer en enkelt afgang for SAS på ruten – og SAS flyver selv den 9. afgang.