- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Air Greenland åbner mellem Danmark og Island

Air Greenland åbner sidst i april mellem København og Akureyri, Islands næststørste by. Ruten skal betjenes mandag og torsdag med selskabets Boeing 757.



Air Greenland har hele tiden sagt, at de ville åbne mellem København og Keflavik, Islands hovedlufthavn udenfor Reykjavik.




Som forklaring på kursændringen, sagde Air Greenlands salgs- og marketingsdirektør, Michael Binzer, mandag til Take Off: ”Vi har kigget på andre muligheder end Keflavik, navnlig efter det nye islandske lavprisselskab, Iceland Express, meddelte, at de vil konkurrere med Icelandair mellem København og Keflavik. Iceland Express har store investorer bag sig, og solgte den første uge over 15.000 billetter til ruten.”



Air Greenland har det sidste halvandet år haft dialog med Akureyris lufthavn og erhvervsliv samt rejsebranchen om den direkte rute. ”Akureyri har et opland på 25.000 indbyggere, der er stor interesse for en direkte rute til Europa. Fx. kan vi flyve fersk fisk ud, de skal i dag køres til Keflavik for at komme med et fly,” siger Michael Binzer og tilføjer:



”Vores priser mellem København og Akureyri vil minde om Icelandairs, men passagererne sparer indenrigsstrækningen mellem Akureyri og Reykjavik, hvor de enten skal have en overnatning eller en lille time i bus ud til Keflavik.”



”Vi vil selvfølgelig arbejde med rejsebureauerne om vores helårsrute, men sommersæsonen er væk i år; den skal kunne sælges tidligere,” siger Air Greenlands salgs- og marketingsdirektør Michael Binzer.

Skrevet af