To historiske oplevelsesparker skal give turister en live-oplevelse af, hvordan livet var i Tyrkiet for tusinder af år siden.
Den ene historiske oplevelsespark ligger i den antikke by Zeugma, hvor arkæologiske udgravninger de sidste 20 år blandt andet har afsløret nogle af verdens smukkeste mosaikker.
Gennem en række restaureringer, nye arkæologiske udgravninger og landskabsarkitektur omformes byen, så besøgende kan gå rundt blandt de mange udgravede huse og opleve mosaikker og vægmalerier.
Zeugma blev grundlagt af Alexander den Store i år 399 f. kr. men blev overtaget af romerne 250 år senere. Byen lå på Silkevejens rute fra Kina og var derfor en vigtig handelsby i regionen.
Den anden historiske oplevelsespark kommer til at ligge i den populære turistby Antalya ved Middelhavet. Her er forskere ved at bygge en præcis kopi af et handelsskib, som sank for 3.300 år siden nær Ulubrun.
Det oprindelige skib stammer fra det Lydianske kongedømme og er det ældste skib fundet til dato.
”Det er planen at sænke det nye skib på 18 meter vand, så parkens gæster kan dykke ned på rundvisninger i skibet og opleve det, som arkæologerne i sin tid fandt det” fortæller kulturråd Vahit Karaali fra Tyrkiets danske kontor for kultur og turisme.
Baggrunden for de store investeringer i de historiske oplevelsesparker er et nyt turistinitiativ fra det tyrkiske kultur- og turistministerium. Med investeringer for 300 millioner kroner skal initiativet sætte fokus på, at rejser i Tyrkiet er meget mere end charterferie.