- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kommentaren

De vidste jo, hvad de gik ind til.


En sandhed med modifikationer om kabinepersonalet i SAS, men nu kommer det til at gøre ondt for alvor, skriver redaktør Ejvind Olesen i en kommentar, og forudser betydelige ændringer i ny strategiplan.

I flere kommentarer i aviserne går det igen, at kabinepersonalet jo vidste, hvad de gik ind til. Derfor kan det vel ikke være så forfærdelig med skiftende vagter, fravær fra hjemmet, begrænset weekendfrihed og planlægning af ferier. Når man i øvrigt er forkælet på alle mulige andre måder, og lønnen sniger sig betydeligt op over, hvad formanden fortæller på grund af en række tillæg.



En startløn kan være så lav som 17.000 kr. om måneden plus.

I de øvre lag 35.000 kr. plus en lang række tillæg. Det er meget sammenlignet med mange andre flyselskaber.



Konflikten forleden, som i al beskedenhed kostede SAS 100 mio. kr., drives af en hård kerne af ældre medarbejdere, flest mænd. Dem er der ca. 40 procent af i det samlede tal for SAS kabinepersonale. De unge vidste lige præcis, hvad de gik ind til, flere af dem er ikke engang medlemmer af CAU, og flere af dem mødte på arbejde, mens de andre strejkede. Det betød, at SAS fik flere og flere fly i luften midt under en strejke. Derfor så bestyrelsen ikke anden udvej end at give op.



De ældre kan med en vis ret påstå, at de ikke vidste, hvad de gik ind til. Kravene er blevet strammet voldsomt, siden de gik ind i SAS. I dag skal de for eksempel vende på 24 timer på en langrute. Det var uhørt før i tiden. De skal løbe meget hurtigere, fordi flyene er fyldte, og de er samtidig blevet færre på de mange korte ture i Europa.



Hertil er bare at sige, at alle afdelinger i SAS er blevet færre. Alle skal løbe hurtigere, og mange har sagt farvel til deres kolleger. Det var nemlig nødvendigt i et overfedt selskab, som alt for længe levede på et monopol og var for længe om at acceptere truslen fra lavprisselskaberne.



I USA er tusindvis af kabineansatte fyret, og endnu flere har accepteret at gå kraftigt ned i løn for at bevare deres job. Det samme gælder i øvrigt piloterne i store flyselskaber, som på stribe går i betalingsstandsning.



Denne gang bliver det alvor i SAS Danmark. Den ny strategiplan stopper ikke ved at fratage nogle afgange til Oslo og Stockholm et dansk personale. Der findes andre ruter, som ikke nødvendigvis behøver at udgå fra København. Det vil vi opdage inden sankthans, når strategiplanen kommer om en måneds tid.


Skrevet af