- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS til angreb mod den italienske regering


SAS har sammen med fem andre europæiske flyselskaber anmeldt den italienske regering til EU's transportkommission for brud på reglerne om fri konkurrence.



Det skriver Sunday Telegraph.



Det er den italienske regerings støtte til det nødlidende italienske flyselskab Alitalia, der har vakt harme hos SAS. Det skandinaviske selskab har derfor sammen med British Airways, Virgin Atlantic, Finnair, spanske Iberia og portugisiske Tap skrevet et klagebrev.



Air France og KLM trak sig fra at redde Alitalia via et købstilbud, og derefter gik den italienske regering for nylig ind og støttede Alitalia med et lån på mere end 2,2 milliarder kroner.



Ifølge de seks flyselskaber taber Alitalia 10,5 millioner kroner om dagen.



Hos SAS bekræftes brevet af Hans Ollongren, der er ansvarlig for det skandinaviske flyselskabs luftfartspolitiske kontakter.



”Vi har siden slutningen af 1990’erne set, hvordan den italienske stat går ind med forskellige typer af støtte til Alitalia, og det forvrider konkurrencen,” siger Hans Ollongren.

Skrevet af