Airbus har haft fat i krystalkuglen: frem til år 2023 forudses stærk vækst for civile passagerfly. Behovet skulle være cirka 17.000 nye fly til en værdi af 1,9 billiarder dollars.
Airbus’ nye globale markedsprognose forudsiger behov for 16.600 nye passagerfly med flere end 100 sæder den kommende 20-års periode. Det skyldes en tredobling i passagertrafikken, svarende til en årlig vækst i betalte sædekilometer på 5,3%.
32% af den stærke vækst vil blive skabt i Europa; Asien/Stillehavsregionen vil følge efter med 31% og Nordamerika med 26%.
For at klare tredoblingen af passagertrafikken vil antallet af flyvninger på passagerruterne og antallet af passagerfly mere end fordobles de næste 20 år; det betyder større fly. Airbus forventer, at det gennemsnitlige antal sæder pr. fly vil vokse 20% fra 181 til 215 over perioden.
Behovet for widebody-fly vil vokse med 4,450 nye fly. To tredjedele af alle nye widebody-fly vil gå til selskaber i Europa og Asien/Stillehavsregionen.
Narrowbody-fly med flere end 100 sæder vil fortsat dominere verdens flyflåder med flere end 15.000 fly i 2023. Der vil blive behov for 10.900 nye narrowbody-fly de næste to årtier, mener Airbus.
Airbus’ ”Global Market Forecast” analyserer lufttrafikudviklingen på verdensplan og den årlige udvikling af flyflåderne i bl.a. verdens 309 største flyselskaber og deres 121 datterselskaber de næste 20 år.