- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dobbelt så mange fragtfly til Asien

Dobbelt så mange store fragtfly flyver i dag mellem Københavns Lufthavn og destinationer i Asien som for fire år siden.

Korean Air Cargo har netop indsat det femte ugentlige B747 fragtfly mellem Seoul og København. Der er også fem ugentlige fragtflyvninger mellem København og Singapore.



Dermed er lufthavnen oppe på ti ugentlige forbindelser med B747 fragtfly til Asien, mens der i begyndelsen af 2001 var fem fly om ugen.



Hvert fly medbringer mellem 50 og 110 ton gods fra Asien, som via lufthavnens fragtcenter sendes til de endelige destinationer i Nordeuropa, Skandinavien, Baltikum eller Rusland. Den sidste del af turen foregår især på lastbiler.



”Væksten i antallet af fragtfly til og fra København drives af en stærkt stigende import fra Asien. For en lang række varekategorier er transporttiden den afgørende faktor. Det gælder f.eks. elektronik og beklædning, som flyves ind i store mængder fra Asien,” siger cargochef Lars Korup, Københavns Lufthavn.



Kastrup er på fragtområdet i stærk konkurrence med andre knudepunkter som Amsterdam og Bruxelles, mens Göteborg er største konkurrent i Skandinavien.



Sidste år passerede over 335.000 ton fragt Københavns Lufthavn.


Skrevet af