- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Bureausamarbejde skal udvides

Det siger dagens 50-års fødselar, stifter, ejer og adm. direktør for Mangaard Travel Group, Hans Mangaard, til Take Off Weekly.



Mangaard Travel Group er en af de fire musketerer i det jyske samarbejde Rejsepartnerne, som også tæller Top Rejser, Holstebro Rejsecenter og gruppens største aktør, Vejle Rejser.



”Det er ikke utænkeligt at der kommer nye medlemmer næste år. Lige nu sonderer potentielle emner i Jylland og på Sjælland,” siger Hans Mangaard.



Efter at have været hos FDM travel, Maersk, Bennett (i dag BTI) og DFDS, oprettede Hans Mangaard i 1992 eget erhvervsrejsebureau. Dengang var de to medarbejdere – i dag er der 17 og firmaet dækker fra leisure til business rejser samt incoming i form af erhvervsturisme i bureauet Come2Aarhus.



Hans Mangaard gik solo, fordi han mente, at han kunne gøre det bedre på egen hånd. På god jysk maner er der ikke ekspanderet for lånte penge i det altid overskudsgivende firma. ”Vi kunne sikkert have været større i dag, hvis jeg havde været mere investeringsvillig,” siger han.



Erhvervs- og grupperejser er de største områder for virksomheden, som i år omsætter for 80 millioner kroner. Vokseværket er så markant, at der netop nu søges to ekstra til den lidt for travle gruppeafdeling.



”Problemet i vores del af rejsebranchen er, at nogle sælger deres know how for billigt,” siger Hans Mangaard og tilføjer, at selvom priserne falder, tjener firmaet flere penge, fordi dets indtægter for at håndtere ikke falder i takt med priserne.



Hans Mangaard regner Billund som sin hovedlufthavn. ”Vi er meget glade for Billund og sender mange kunder den vej. Der kunne have været mere trafik fra Tirstrup via Københavns Lufthavn, men desværre passer forbindelserne ikke altid godt fra Tirstrup i form af for lange ventetider i Kastrup,” siger han.



RECEPTION I EFTERMIDDAG

I anledning af Hans Mangaards 50 års fødselsdag, er der reception i eftermiddag på Århus Kunstmuseum AroS mellem kl. 14 – 17.

Skrevet af