- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies sender flere gæster med rutefly

MyTravel Airways er storleverandør til familiemedlemmet Spies, men charterbureauet køber stadig flere pladser hos ruteselskaberne.
MyTravel Airways får faste flyvninger til Bangkok.

”Ønsker du at genopleve sommerferien 2004? Så gå ind under din bruser,” lød det i indbydelsen til Spies’ præsentation i går af sit program for næste vintersæson.



Her sagde Spies Danmarks direktør, Jan Vendelbo, til Take Off, at han godt kan forudse ny charterrekord denne sommer ud af Danmark med en million solgte rejser. ”Og jeg tror vi får rekord i rejser solgt til listeprisen – omkring 85%.”



Den voldsomme rejselyst betyder også rift om de kommende vinterrejser. Ligesom konkurrenten Apollo melder Spies om samme trend for vinterrejserne: danskerne vil oversøisk på vinterferie. Derfor har Spies mere end fordoblet antallet af ”langt-væk-rejser”.



De nye rejsemål omfatter Brasilien som alternativ til Fjernøsten. MyTravel Airways flyver godt nok fra København til Phuket og Goa i Indien, men kommer også til Rio Grande do Norte i det nordlige Brasilien. Her er lave leveomkostninger og strande, som det billede de fleste har på nethinden af en brasiliansk strand med liv, temperaturer og mennesker!

Andre nyheder er Playa del Carmen på Yucatan-halvøen i Mexico samt Den Dominikanske Republik.



Goa i Indien får charterfly med MyTravel Airways hver anden uge fra København, hvilket fordobler kapaciteten i forhold til sidste sæson.

Også Phuket er med. Jan Vendelbo siger, at der er bestilt flere vinterrejser til Phuket end samme tid i fjor. Spies Danmark holder sig dog til samme oplæg på Phuket som i fjor, 4.000 pladser.

MyTravel fik i øvrigt succes med sin direkte rute til selve Bangkok, det betyder at MyTravel Airways hver 14. dag den kommende vinter har en direkte forbindelse til Thailands hovedstad.

”Vi køber også sæder hos Thai Airways, ud af vores 60.000 vintergæster rejser de 8% med rutefly – og det tal er stigende,” sagde Jan Vendelbo.



Selv om antallet af oversøiske rejser fordobles, er det stadig de kanariske øer, der trækker læsset. Omkring 65% af Spies’ vintergæster rejser til De Kanariske Øer. Knapt 2/3 flyver fra København, resten fra Billund, 31%, og resten til Gran Canaria og Tenerife fra Aalborg.

Skrevet af