- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nej tak til traditionelle konferencer

Danmark skal tiltrække flere internationale møder og konferencer ved at imødekomme kravene om nye koncepter med fokus på deltagerinvolvering og større udbytte for kunden.

Den danske mødebranche har markedsført sig på velfungerende faciliteter, tilgængelighed og utraditionelle rammer for sociale arrangementer, men hvis Danmark skal klare sig internationalt skal der mere fokus på den måde, møderne skrues sammen på.

Det bekræfter bl.a. en analyse, som Center for Kulturanalyse ved Københavns Universitet har gennemført for VisitDenmark i forbindelse med en konference for den internationale mødebranche i Bella Center tidligere på året. Her pegede 80% på, at forskellige former for deltagerinvolvering er vigtig for en succesrig konference.

Sammen med regionale og lokale turismeorganisationer landet over inviterer VisitDenmark nu mødebranchen til samarbejde om at udvikle nye mødekoncepter som led i udviklingsprojektet ’Danish Meetings’, der er medfinansieret af Økonomi- og Erhvervsministeriet.

”Kunderne er trætte af traditionelle møder med envejskommunikation. De efterlyser møder, der er inspirerende og engagerende, og giver dokumenteret udbytte af de ressourcer, som investeres. Derfor vrider de hjernerne for at finde nye måder at gennemføre møder, kurser, konferencer og kongresser på”, siger projektchef i VisitDenmark, Lars Blicher-Hansen.

’Danish Meetings’ skal sætte nøglemedarbejdere og ledere i branchen i stand til at finde nye metoder, der kan sikre større udbytte af møder og konferencer. Derfor er en række eksperter tilknyttet projektet som undervisere og konsulenter.

Virksomheder landet over inviteres til at deltage i projektet. Der holdes introduktionsmøder i landets fem regioner: Syddanmark den 22. august, Sjælland og øerne den 23. august, København den 27. august, Århus den 28. august og Aalborg den 29. august.

Møder og kongresser er et attraktivt forretningsområde for dansk turisme. Deltagerne står for 2,3 mio. overnatninger. Udenlandske mødedeltagere alene sørger for en årlig omsætning på 2,4 mia. kr.

Skrevet af