Airfrance vil nu tillade sine passagerer at sende SMS’er under flyvningen. Det er det første flyselskab i Europa, der tillader det.
Det franske flyselskab vil dog begrænse brugen af mobiltelefonen til at sende og modtage SMS-beskeder og e-mails samt hente web-indhold gennem wap/i-mode.
Passagererne må altså endnu ikke foretage opkald fra mobilen. Flyselskabet antyder dog, at det på længere sigt kan blive muligt også at foretage telefonsamtaler.
Problemet her er ikke så meget et teknisk problem, men nærmere at det vil virke genererende på de andre passagerer.
Airfrance vil teste brugen af mobilen fra marts 2007 til september 2007. Derefter vil passagererne blive bedt om at evaluere projektet, hvorefter det skal besluttes, om det fortsat skal være muligt at bruge mobilen under flyvningen.
Passagererne får lov til at teste brugen af mobiltelefonen på et nyt Airbus A318 fly, som har et særligt Onair-system, der betyder at mobilen kan anvendes uden at forstyrre flyets øvrige elektronik.
(Jyllands-Posten 12. 4. 2006)