Ikke kun forsvaret og TV2 News har egen helikopter. Mange danske privatpersoner anskaffer sig deres egen helikopter.
Det kan mærkes på helikopterskolen på Billund Air Center, hvor der er sket en stor stigning i antallet af privatpersoner, der bruger seks måneder og mellem 160.000 og 215.000 kroner på et certifikat, der giver ret til at holde styrepinden i hænderne.
– Der er sket en eksplosiv udvikling over de seneste år, og vi forventer, at der vil være et boom nogle år endnu, siger Pia Askholm, der er medejer af helikopterskolen til DR Penge.
Sammen med Heliflight i Roskilde og det nyåbnede Air Alpha i Odense udsteder Pia Askholms firma årligt omkring 40 nye helikoptercertifikater ud til privatpersoner.
– De fleste vil nok opfatte det som et ekstremt luksusfænomen, når private begynder at interessere sig for helikopterflyvning, men med en pris omkring 2,5 millioner kroner er en helikopter faktisk ikke meget dyrere end en dyr bil. Og det har folk fra den øvre indkomstgruppe fået øjnene op for, siger hun.