Datterselskabet SAS Ground Services Denmark kom ud af 2006 med et minus på 90 mio. kr.
Selskabet er på jagt efter en ny direktør fordi Bo Eklund blev tvunget til at gå i marts efter stridigheder med den øvrige ledergruppe.
Da SGS Danmark aflagde regnskab for 2005 var forventningerne optimistiske. Dengang forudså ledelsen et mindre plus i 2007, men genopretningen trækker ud, så derfor ’forventes selskabet for 2007 at kunne præstere et mindre negativt resultat og fra 2008 et mindre positivt resultat’, skriver ledelsen.
SAS kæmper for at tjene penge i alle datterselskaber – og netop bagagehåndtering og vedligehold af fly halter efter de egentlige flyselskaber.
SGS har ansvaret for at tømme fly for bagage og sikre passagererne en fornuftig ventetid lufthavnens lounge. Det giver årligt en milliardomsætning. Men tabene hober sig op. Efter genforhandling af kontrakterne med især flyselskabet SAS Danmark har SGS være tvunget ud i en sparerunde, hvor gevinsten endnu ikke er på plads.
Samlet har SGS i Danmark tabt 181 mio. kr. i den tid datterselskabet har været isoleret økonomisk siden oktober 2004. Tabet i 2006 har fjernet den sidste rest af egenkapitalen, men SAS-koncernen er klar med nye 90 mio. kr.
SAS har tidligere luftet muligheden for at SGS kan blive solgt fra. Den risiko blev fjernet af tidligere koncernchef Jørgen Lindegaard kort før han fratrådte i 2006.
”Koncernens ledelse arbejder med en strategiplan 2011, og det kan ikke udelukkes at den vil få betydning for selskabet”, hedder det i SGS Danmarks årsregnskab.