Trods nødlandinger og aflyste afgange har SAS-aktien klaret sig bedre end konkurrenternes de seneste to uger.
Den seneste tids problemer med SAS’ Dash-fly har ikke haft den store betydning på aktiemarkedet. SAS-aktien har klaret sig markant bedre end konkurrenternes, og det skyldes bl.a., at de store flyselskaber er mere følsomme over for afmatning i verdensøkonomien.
Siden første nødlanding i Aalborg for to uger siden er SAS-kursen blot dykket fem procent, mens Lufthansas aktie er blevet godt seks procent mindre værd, British Airways’ er faldet godt 11 procent og Air France/KLMs aktie er styrtdykket med næsten 13 procent.
”Det viser, at trods den store mediedækning af SAS’ problemer med Dash8-flyene, så har krisen langt fra den kæmpe økonomiske betydning for SAS, som mange måske tror. Det er andre forhold, herunder olieprisen og den økonomiske vækst, der betyder mest. Så selv om nødlandingerne givetvis var frygtelige oplevelser for de involverede, så agerer aktiemarkedet altså langt mere kynisk ved at se Dash8-krisen som en engangsudgift, der ikke påvirker selskabets fremtidige langsigtede indtjening,” siger Michael Nielsen, senioranalytiker i Jyske Bank.
Helt overordnet ser situationen på det globale marked kedelig ud for flyselskaberne, mener analytikerne.
”Generelt har alle aktier i flysektoren haft det skidt på grund af to forhold. Det ene er en stigende oliepris, det andet er en afbøjning i vækstforventningerne på verdensplan. Det giver nervøsitet i markedet over væksten i flytransporten, og derfor ser vi kursfald,” siger Michael Nielsen.
De to faktorer rammer dog SAS mindre end de store, globale konkurrenter, fordi SAS er mindre afhængig af interkontinentale ruter og afmatningen på det amerikanske marked, mener han.
(Berlingske Tidende, d. 25. september, 2007)