- STANDBY.DK - https://standby.dk -

36-årig i spidsen for CWT Danmark

Med et unikt netværk på CWT’s hovedkontor i Frankrig i ryggen, kommer Lars Bording til sommer tilbage til Danmark for at tiltræde en nyoprettet stilling som adm. direktør for det store erhvervsrejsebureaus danske afdeling.

Stor international erfaring præger den nye General Manager for Carlson Wagonlit Travel i Danmark, hedder det fra CWT.



Lars Bording (billedet) har arbejdet for CWT siden 1994 – de seneste 10 år i CWT’s franske hovedsæde i Paris som en del af CWT’s internationale Salgs- og Account Management Team.

I 2003 blev han Vice President Global Accounts, og fik til opgave at skabe en organisation med ansvaret for CWT’s 80 største globale kunder. Her har han bl.a. arbejdet med optimering af meget store rejsebudgetter samt udvikling af nye produkter og services til CWT’s kunder.



“Nu ser jeg frem til at kunne bruge mine globale erfaringer til gavn for vore kunder og medarbejdere i Danmark. Jeg skal forstærke den positive udvikling, CWT er i på det danske marked, og sikre at vor service forbedres og tilpasses kundernes behov,” siger Bording.



Den nye danske topchef, som taler fem sprog, startede sin karriere i rejsebranchen i Spanien og Østrig, hvorefter han kom til SAS’ salgs- og marketingafdeling.



CWT er et af verdens største erhvervsrejsebureauer med kontorer i over 140 lande og en årlig omsætning på over 19 milliarder dollars. CWT ejes af den franske Accor Gruppe samt amerikanske Carlson Companies.

Skrevet af