VisitDenmark vil sammen med en række af de største samarbejdspartnere inden for kystferie øge markedsføringen i udlandet af denne ferieform
Kystferie er det største forretningsområde i dansk turisme, men der er hård konkurrence fra de internationale destinationer.
Der skal derfor ekstra pres på markedsføringen af denne ferieform, hvis markedsandele skal fastholdes eller øges. Det har ført til, at VisitDenmark sammen med en række af de største samarbejdspartnere på området har etableret en ny kystferiebestyrelse, hvis mål det er at skabe vækst inden for kystferie.
”Gennem flere og større projekter skal bestyrelsen skabe en slagkraftig markedsføringsindsat af kystferie i Danmark,” fortæller salgs- og marketingdirektør i VisitDenmark, Dorte Kiilerich.
Bestyrelsen er en samarbejdspartner, og interesserede kan i samarbejde med VisitDenmarks markedskontorer eller forretningsområder på hovedkontoret sende projektansøgninger til bestyrelsen.
Deadline for 2006 er den 1. september i år.