- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Chartertrafik skaber nye forsinkelser

Københavns Lufthavne har fortsat problemer med at få passagerne gennem sikkerhedstjekket.

Københavns Lufthavne har fortsat problemer med at få passagerne gennem sikkerhedstjekket på mindre end fem minutter, som er lufthavnens målsætning, skriver Børsen



Særligt terminal to, der primært betjener chartertrafikken, har de seneste uger oplevet lange ventetider, og nu vil lufthavnen bruge mere personale på at guide passagerne til den hurtigere terminal tre, hvor rutetrafikken primært afgår fra.



“Den situation, vi oplever i øjeblikket, viser behovet for en fælles sikkerhedscentral, fordi vi ikke udnytter vores spor optimalt i øjeblikket. Vi oplever et massivt pres om morgenen, og vi vil nu sætte ekstra personale ind for at hjælpe passagerer over i terminal tre,” siger kommunikationschef Anette Haaning til avisen.



I juni åbner lufthavnen en ny central sikkerhedskontrol mellem terminal to og tre, hvor langt flere passagerer kan komme gennem end i dag. Ifølge Haaning er ombygningen en del af forklaringen på ventetiden, fordi mange passagerer finder det besværligt at tage turen uden om opbygningsarbejdet.



“Vi har meget chartertrafik i terminal to i øjeblikket, og det er klart, at der er meget tryk på i morgentimerne. Normalt vil passagerne gerne tage turen over til terminal tre, men i øjeblikket er vi ved at bygge et nyt sikkerhedstjek, og det kan optisk virke, som om der er langt til terminal tre,” siger hun.



Flere rejsende, som dagbladet Børsen har talt med, har de seneste to uger oplevet ventetider på over en halv time, men forsinkelserne forekommer ifølge lufthavnen ikke i terminal tre, der primært anvendes af passagerne til rutetrafikken.


Skrevet af