- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Erhvervsturisme slår igennem i trekantområdet

Nyt samarbejde i området skal få omsætningen på erhvervsturisme til at vokse markant.

Det nye netværk, C Network, skal nu styrke erhvervsturismen i trekantsområdet med en vækst på 100 mio. kr. frem til 2010. Det er på baggrund af en undersøgelse, som Visitdenmark har lavet for Vejle Kommune.
Ifølge undersøgelsen er 43 pct. af turismen i området erhvervsturister, imod 23 pct. i resten af landet.

”Trekantområdet skal være stærkest på konferencer, kongresser og erhvervsturisme generelt efter København,” siger Morten Damgaard, turismechef i Vejle. Han mener, at den nuværende position skyldes, at trekantområdet har den centrale beliggenhed, selv rummer et stærkt erhvervsliv og har opbygget omfattende konferencefaciliteter over de seneste år.

Kommunerne, konferencecentre, kroer, slotte og kursuscentre i området er nu gået sammen i det nye netværk C Network, der skal give omverdenen en samlet præsentation af området.
”Når kommunerne arbejder bedre sammen, får vi i fællesskab en større kapacitet, så vi kan klare arrangementer i alle størrelser,” siger Morten Damsgaard.

(Børsen, d. 12. november, 2007)

Skrevet af