Adm. direktør for Billetkontoret og indtil sidste måned en af Danmarks Rejsebureau Forenings to repræsentanter i Rejse-Ankenævnet, Jesper Schou, afviser Ole Egholms forslag om at kunderne skal have en selvrisiko når de køber rejser.
Af Jesper Schou, adm. direktør for Billetkontoret.
Ole Egholm plæderede i fredags i Take Off Weekly for at der i forbindelse med Rejsegarantifondens dækning af krak skal indføres selvrisiko for kunderne.
Vi har hørt forslaget før, vi hører det faktisk hver gang der har været et større krak i rejsebranchen.
Vi hørte det efter Calypso, vi hørte det efter Sultan Rejser og vi har hørt det masser af andre gange. Det er et meget udbredt synspunkt blandt rejsebureaufolk. Jeg har også selv haft den holdning.
I dag synes jeg det er en rigtigt dårlig idé. Lad mig forklare.
Efter Calypso-krakket var der et indslag i en af TV-Aviserne, hvor en kunde stod i lufthavnen og sagde:
”Jeg vidste da godt, det ikke kunne holde! Men jeg vidste også, at jeg ville få alle pengene tilbage fra Rejsegarantifonden, hvis det gik galt. Så for mig var det en går-den-så-går-den!”
Jeg citerer efter hukommelsen – det var ikke hvad der blev sagt ordret, men det var holdningen.
Og det sætter selvfølgelig adrenalinet i kog hos os andre.
Det kan ##&@%%!! ikke være meningen, at vi skal være idiotgaranti for enhver plattenslager i rejsebranchen. Det kan ikke være meningen, at vi skal være Robin Hood, som Ole siger.
Nej, det kan ikke være meningen, men vi kan heller ikke pålægge forbrugerne at være branchens kontrolinstans. Ideen om selvrisiko har karakter af strafgebyr … ”så kan de lære det, kan de …”
Men hvad er det de skal lære, forbrugerne? ”At se sig for, at undersøge om det er et seriøst bureau”, lyder svaret normalt.
Og hvordan er det så lige man bærer sig ad med at se sig for? Hvordan skal man vide om et bureau er seriøst eller ej?
Når jeg til en familiefest kommer til at sidde ved siden af en, jeg ikke har mødt før, har naboen af indlysende grunde ikke hørt om Billetkontoret. Hvis jeg opremser en liste af nichebureauer – Intertravel eller Gracetours eller Four Corners eller Wasteels – bliver det ikke voldsomt bedre.
Hvis jeg går skridtet videre til bureauer, som vi i branchen betragter som rimeligt store – Atlantis eller Hannibal og Marco Polo eller Nyhavn, er der et navn eller to som vækker genkendelsens glæde.
Men der er ikke nogen klokkeklar profil. Hvis man taler med Hr. og Fru Jensen om ”rejsebureauer”, dukker tre op på skærmen. Kuoni, MyTravel og Star Tours. De bureauer som har en stærk tilstedeværelse i medierne og som har mange TV-reklamer.
Hvis vi beder forbrugerne om at se sig for, hvad er det så lige de skal se efter?
Hvis du selv blev bedt om at se dig om efter et ”seriøst køkkenfirma”, hvem var det så du ville få øje på? Kvik og HTH?
Hvilket kriterium ville du have for at vurdere om ”Egholms Køkkendrømme” var en seriøs leverandør?
Det er ikke forbrugerens opgave at vurdere om et rejsebureau er seriøst! Forbrugeren har ret beset ikke andre kriterier for ”seriøs” end stor og synlig! Og en selvrisiko vil alene få forbrugerne til at fravælge alt det de ikke har hørt om før. Til at fravælge branchens vækstlag.
Og så skal vi ikke lave ”worst case”-lovgivning. Vi er 400-500 rejsebureauer i Danmark, hvor vi hver morgen går på arbejde med forventningen om at levere, som mindste fællesnævner, et anstændigt produkt.
Vi bliver hvert andet år ”ramt” af Calypso eller Sultan Rejser eller Blue Tours. Surt. Men hvis nu vi tager de seneste års mest bragende succes, Bravo Tours, hvordan var det så jeg som forbruger skulle kende forskel på dem og Blue Tours?
Jeg synes som udgangspunkt at selvrisikoen er en god ide. Men jeg synes først det er en god idé, den dag jeg kan fortælle min moster Olga, hvorfor hun skal købe i det ene bureau frem for det andet.
Så længe vi taler om et fusk-krak hvert andet år, tror jeg faktisk at det er i de flestes interesse at jeg kan overbevise moster Olga om at hun med sindsro kan købe rejsen i ethvert rejsebureau. Vi er en hæderlig branche. Og vi skal nok selv sørge for at regulere undtagelserne.