- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Erhvervsbureau vil charmere mindre kunder

Det er billigere at booke gennem os, lyder kampagne som det store erhvervsrejsebureau American Express til sommer præsenterer for mindre danske virksomheder.

American Express i Danmark indleder i løbet af nogle måneder en charmoffensiv mod små og mellemstore kunder for at få dem til at handle mindre hos flyselskaberne – og i stedet booke via Amex.



Der bliver kraftigt sænkede bookingafgifter online, prisgaranti, unikt forhandlede aftalepriser og andre fordele.

Til gengæld skal kunden betale en afgift til Amex, hvis den altså tilslutter til tilbudet fra erhvervsrejsebureauet.

Amex vil lancere sit tilbud i en basis og en udvidet version – hvor meget, det koster at komme med ombord er en forretningshemmelighed.



”Vi vil bort fra prisdiskussionen om servicesalæret. Vi lover i stedet vore små og mellemstore kunder – som udgør halvdelen af vor omsætning i Norden – at sænke deres totale omkostninger ved forretningsrejser 10-15%,” siger Amex’ nordiske chef, Kaveh Atrak, til Travelnews. Ifølge ham udgør bookingafgifter tre procent af en virksomheds gennemsnitlige rejseomkostninger.



I første omgang søsættes kampagnen i Sverige. For yderligere at opmuntre virksomhederne til at booke online hos Amex, sænker rejsebureauet sin salær når der bookes via Amex’ hjemmeside fra 145 til 50 svenske kr. Ligeledes vil Amex sænke omkostningen ved at søge billetter mm. via dets hjemmeside.



Til Take Off Weekly siger direktør for American Express i Danmark, Claus Løfberg (billedet), at der er tale om et nordisk tiltag overfor de små og mellemstore virksomheder. ”I Danmark begynder vi til sommer, men vi er endnu ikke klar med kampagnens endelige prisniveau og indhold.”



”Vi har analyseret de mindre og små virksomheder, som vi har en god dialog med om deres ønsker og behov. Vi taler her om virksomheder uden f.eks. egen Travel Manager eller aftaler med flyselskaberne. Her tilbyder vi vores ekspertise og erfaring. Fordelen med vores udspil er, at så behøver de kun handle et sted, og vi har – med al respekt – større overblik og bedre priser end f.eks. en sekretær som shopper rundt på nettet for at skaffe en flybillet til chefen,” siger Claus Løfberg og fortsætter:



”Det er rigtigt, at vi har mange mindre kunder, de betyder meget for os og dem vil vi holde fast i, bl.a. med dette tilbud. Flere af de store rejsebureauer gider ikke beskæftige sig med mindre virksomheder som ”kun” har et rejsebudget på f.eks. et par millioner kroner om året.”



I øvrigt fejrer Amex i år ti års jubilæum i Danmark.



”Alt, hvad der er billigt, er der salg i. Der er hård kamp om kunderne,” siger Claus Løfberg. Men kunder synes at holde af bureauet som fortsætter med at vokse i Danmark – i øjeblikket søges tre nye medarbejdere, der er meget pres på telefonerne. I dag har bureauet 60 ansatte i Danmark.



Væksten i år har foreløbig været 40% – hele sidste år nåede Amex op på en fremgang på 69% i Danmark – det gav overskud.

”Jeg tror vi har det rette koncept, det handler ikke kun om billige priser, men også at vi arbejder intensivt med vore kunder. Vi mister stort set ikke kunder,” siger Claus Løfberg.

Skrevet af