Danner fælles organisation som skal sikre mere slagkraft.
Luftfartsfunktionærerne (LFF) og HK/Privat underskrev i søndags en sammenlægningsaftale om dannelsen af en fælles faglig organisation, Branchesektion Luftfart, som organisatorisk pliver placeret under HK/Privat.
Sammenlægningen skal nu til urafstemning blandt de to organisationers medlemmer. Der forventes et massivt flertal af ja-stemmer, og så er den nye fagforening med ca. 2.100 medlemmer en realitet.
I en fælles udtalelse fra de to nuværende organisationsledere, Nicholas E. Fischer (LFF) og Karin Retvig (HK/Privat) hedder det, at ”Virksomhederne skal konkurrere med hinanden på kvalitet, kreativitet, effektivitet og pris for deres tjenester…ikke på løn- og ansættelsesforhold”.
LFF er den største af de to organisationer, mend ca. 1.300 medlemmer fra virksomheder som SAS; Air Greenland, Lufthansa Cargo og Gate Gourmet.
HK/Privat organiserer ansatte i bl.a. SAS samt i lufthavne og andre flyselskaber.