Det finske flyselskab øgede passagertrafikken med 15 procent på Asien-ruterne i september.
September blev en stærk måned for Finnair. Tilsammen fløj 640.146 passagerer med Finnair i september, hvilket svarer til en øgning på 1,81 procent i forhold til samme måned i fjor.
Belægningen i antal af solgte flysæder var 76,6 procent, en øgning på 2,6 procent i forhold til samme periode sidste år.
Og på ruterne til Asien nåede flyselskabet op på en belægning på 84,3 procent, hvilket svarer til en 15 procents stigning i forhold til sidste år.
”Vi har fået en strid strøm af nye langdistancekunder. Det er dels fordi, vi har Europas tredje stærkeste udbud på ruter til Asien, og dels fordi vi flyver den hurtigste vej fra Nordeuropa til ti asiatiske destinationer,” udtaler Finnairs chef i Sverige, Riku Helminen.