- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Aeroflot går ombord i Skyteam

Russiske Aeroflot netop optaget som 10. medlem af Skyteam. Dermed har alliancen tæt på 15.000 daglige flyvninger til 728 destinationer i 149 lande - og 373 millioner årlige passagerer.

Aeroflots optagelse i Skyteam skete i Moskva. Med udgangen af næste år har Aeroflot færdiggjort den nye Terminal 3 i Moskvas hovedlufthavn, Sheremetyevo. Aeroflots 81 fly har 302 daglige flyvninger – bl.a. mellem Moskva og København.



Aeroflot er Ruslands største flyselskab – og det første fra Rusland i en af de tre luftfarts-alliancer. Aeroflot har de seneste år gennemgået en række forbedringer for at imødekomme kravene om bl.a. passagerservice og sikkerhed som betingelse for medlemskab af Skyteam.



Aeroflot, som begyndte at flyve i 1923, har i dag ca. 40 % af Ruslands udenrigstrafik, men kun 11 % af indenrigstrafikken i verdens største land. Aeroflot havde sidste år 6,8 millioner passagerer.



Skyteam omfatter udover Air France og Aeroflot også Aeroméxico, Alitalia, Continental Airlines, Czech Airlines, Delta Air Lines, KLM, Korean Air og Northwest Airlines.



I øvrigt er en halv snes flyselskaber under indflyvning til de tre store alliancer.

Oneworld bliver i år beriget med Japan Airlines, Royal Jordanian fra årsskiftet og ungarske Malev næste år.

Hos Skyteam forventes China Southern Airlines optaget i år – ligesom libanesiske Middle East Airlines har kurs mod alliancen.

Hos den største alliance, Star, dækkes der også op til flere. South African og Swiss kom med i denne måned – blandt boblerne er Air India samt Shanghai Airlines.

Skrevet af