Salg af ferielejligheder på Rømø er i strid med den danske sommerhusregel. Det mener flere sønderjyske folketingsmedlemmer efter at salgsannoncer for ferielejligheder på bl.a. Rømø er blevet bragt i Hamborgs aviser.
Sommerhusreglen er en dansk særregel, der betyder, at udlændinge ikke må købe fritidsboliger i Danmark.
Men husene på Rømø og på Bornholm kan købes som enten helårshus, sommerhus eller hotellejlighed. Og hotellejligheder må udlændinge godt købe.
Det konservative folketingsmedlem Allan Niebuhr fra Kollund mener, at der er nogle klare faresignaler.
– Almindelige danskere får sværere og sværere ved at fastholde muligheden for at have en fritidsbolig, og det synes jeg ikke, vi skal nå frem til. Derfor skal vi bevare sommerhusreglen, forklarer han.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lise Von Seelen fra Rødekro vil formentlig i dag stille spørgsmål om sagen til erhversministeren.