For danske turistvognmænd og de mange danskere på bilferie, får tyske politikeres valg mellem en fast forbindelse over Femern Bælt og motorveje stor betydning.
Tyskerne får nemlig ikke de motorveje, de gerne vil have,
hvis der skal bygges en bro over Femern. Der er i følge lokalregeringen i Mecklenburg-Vorpommern med hovedsæde i Schwerin ikke penge til både bro og nye nordtyske motorveje.
Senest til nytår skal politikerne i Danmark og Tyskland beslutte, om arbejdet med en bro over Femern Bælt skal fortsætte eller sættes på pause.
De tyske politikere skal her efter vælge mellem en bro til et fremmed land og flere nordtyske motorveje til borgernes mange biler.
Selv om broen bliver bygget for lånte penge, skal den tyske forbundsstat bruge cirka syv milliarder kroner på
landanlæg.
Mecklenburg-Vorpommerns ministerpræsident, Harald Ringsdorff, lagde ifølge Ritzau ved et besøg i Danmark onsdag
ikke skjul på, at der ikke er penge til både motorvejsprojekter og en bro over Femern.
– Der er flere projekter på programmet i Nordtyskland. Det ene er motorvej A20 nord om Hamborg, det andet er motorvej A14 i Mecklenburg-Vorpommern, og finansministeren kan ikke både stille penge til rådighed for den nordlige omfartsvej og landanlæg til en fast forbindelse, sagde han.