- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tom Clausen fik årets luftfartspokal

Overtog æren efter Vagn Sørensen ved prisuddelingen i Københavns Lufthavn i dag.

For første gang siden 1988 gik flyjournalisternes luftfartspokal i år til en chartermand, nærmere betegnet adm. direktør i My Travel Airways, Tom Clausen, da pokalen for 56. gang blev uddelt i dag i Vilhelm Lauritzen terminalen i København i forbindelse med det store julearrangement med over et hundrede deltagere fra luftfartens verden i Danmark.

Prisen blev overrakt af flyjournalisternes formand, redaktør Ejvind Olesen. “Vi var ikke i tvivl, og slet ikke da vi så med hvilken beslutsomhed og konsekvens, der blev handlet ved den forfærdende tsunami ved juletid for snart et år siden. Og det havde du en meget stor del af æren for, Tom. På fem dage evakuerede I 5.000 gæster med en flåde af Airbus-fly, der blev omdirigeret i ekspresfart,” sagde han i sin motivering.



Forinden blev Tom Clausen hyldet for at have etableret en supermoderne flyflåde, en af Europas nyeste. For at have skabt overskud tredje år i træk. For at have bragt to millioner skandinaver godt ud og hjem i år fra ferierejsen.

Og ikke mindst for at have set det rigtige i at satse på miljøet og økonomiflyvning. Og vel at mærke rettidig flyvning. Det er vigtigt, når det er sparsomme feriedage, der bruges.

Tom Clausen takkede og udtrykte sin glæde over at få sit navn på pokalen, som efterfølger for så kendte navne som pastor Krogager og Simon Spies. Nærmest fulgte han efter adm. direktør Vagn Sørensen fra Austrian Airlines, som i sidste øjeblik havde sendt afbud på grund af et vigtigt møde i Wien. I hans sted fik Austrians danske direktør Morten Balk erindringspokalen.

Blandt de tidligere deltagere er både ministre og kendte luftfartsfolk, hvoraf en del var med i dag. Dog ikke den tidligere SAS-chef Jan Carlzon og den nuværende Jørgen Lindegaard samt Kronprins Frederik, som alle håber er med, når foreningen næste år fejrer sit 70 års jubilæum.

Foreningen blev i sin tid stiftet af en gruppe unge flyjournalister, blandt disse Gunnar Nu Hansen.

Læs det store interview med Tom Clausen i juleudgaven af Take Off, der kommer 15. december.

Skrevet af