Hilton overtager Islands førende hotel, Icelandairs 238-værelser store Nordica i Reykjavik.
Hilton laver franchise-aftale med Icelandair Hotels, et datterselskab af Icelandair Group. I løbet af efteråret omdøbes Nordica Hotel til Hilton Reykjavik Nordica.
Det bliver Hiltons første hotel i Island – sagaøen har i forvejen kun en international hotelkæde, Rezidor.
Nordica ligger tæt på centrum af Islands hovedstad. Det blev ombygget og næsten fordoblet i antal værelser for fire år siden og fik nyt navn, før hed det Hotel Esja. Samtidig fik det også masser af plads til konferencer.
4-stjernede Nordica regnes indtil videre som Islands førende hotel.
Der er et stort byggeri i gang i down town Reykjavik – det skal bl.a. indeholde konferencecenter samt Islands første 5-stjernede hotel. Det er endnu ikke oplyst, hvem der skal drive det hotel.
Der er otte Icelandair-hoteller, alle med 4 stjerner, samt 16 Edda-hoteller med 2 til 3-stjerner. Edda-hotellerne, såvel egentlige hoteller som sommerlukkede skoler, er primært åbne i højsæsonen.
Til april åbner Hilton hotel ved Helsinkis lufthavn – Hilton har i forvejen to hoteller i den finske hovedstad. Norge er eneste nordiske land uden et Hilton.