Som gæst på de danske campingpladser, kan du ikke regne med, at der er livreddere ved bassinkanten i svømme- og badelande. Og det er helt i følge reglerne.
Når vanddybden er under 150 centimeter skal man, i hvertfald i Varde Politikreds, holde passende opsyn med bassinet og der skal være personer i nærheden, der kan give livreddende førstehjælp, som hjertemassage og kunstigt åndedræt.
– Hvis det er campingpladser, så kan opsynsmanden godt lave andet samtidigt med, bare der er hurtig kontakt til dem, der kan førstehjælp, hvis uheldet er ude, siger landbetjent Keld Reinholdt, der har ansvaret for at holde opsyn med de 17 svømmehaller og badelande, der er i Varde Politikreds.
På Henne Strand Camping & Tropeland er der, som reglerne foreskriver, opsyn med bassinet og personer i kiosken tæt på, der kan førstehjælp, oplyser ejeren, Peder Kristensen.
– Selv om vi holder opsyn, så skal man ikke forvente, at der er en livredder, der holder øje med ens børn. Det er ens eget ansvar, siger Peder Kristensen til DR Syd.