- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Konfrontation giver total taxiboykot i Kastrup

Flypassagererne må kigge langt efter en taxi, når de i disse dage kommer til Københavns Lufthavn. Onsdag optrappede vrede chauffører og taxivognmænd boykotten til hele lufthavnen.

Boykotten er en protest mod nye regler, der betyder, at taxierne kun må samle passagerer op i lufthavnen hver anden dag.



”Københavns Lufthavn har fuldstændig ignoreret vores anmodning om at drøfte vores synspunkter, så nu skruer vi bissen på og laver en total boykot, så det bliver umuligt at få en vogn fra lufthavnen,” siger chauffør Stig Rugaard fra aktionsgruppen til Ritzau.



Chefen for lufthavnens taxaservice, Marie-Louise Lotz, erkender, at det nu er stort set umuligt at opdrive en taxi for lufthavnens kunder.

”Som det ser ud lige nu, er det meget svært. Passagerne kan stadig blive sat af i lufthavnen, men taxierne samler ikke nye kunder op, hverken i udenrigs- eller indenrigsterminalen,” siger hun.



Københavns Lufthavn oplyste onsdag eftermiddag, at “det ikke er Københavns Lufthavne, der har foreslået den aftale, som en række taxichauffører protesterer imod. Dette er ikke korrekt. De aktionerende taxichauffører protesterer mod en aftale, som taxibranchen selv har foreslået. Aftalen om trafikreguleringen i Københavns Lufthavn er indgået mellem Chaufførernes Fagforening, Storkøbenhavns Taxinævn, Dansk Taxi Råd og Københavns Lufthavn,” oplyser lufthavnen, som

lover at opdatere sin hjemmeside – cph.dk – om situationen.


Skrevet af