En bro mellem Danmark og Tyskland er en rigtig dårlig idé. Der er for tiden overhovedet ikke behov for en bro. Økonomien er tvivlsom, og regningen risikerer at blive tørret af på skatteyderne.
Så markant udtaler marketingsdirektøren i Rostock, Ulrick Bauermeister, sig ifølge Berlingske Tidende imod byggeriet af en fast forbindelse mellem Lolland og Femern.
Han erkender overfor avisen, at han har en interesse i at holde færgefarten fri for konkurence. Men han slår samtidig fast, at hans holdning deles af et stort flertal på den tyske side af Østersøen.
Samtidig mener han, at erhvervslivet med deres tilbagelænede holdning viser en udpræget lunken holdning til den faste forbindelse.
– Hvis private investorer virkelig troede på projektet, så ville de for længst have tilbudt Danmark og Tyskland at bygge broen, siger Ulrick Bauermeister til avisen.