Over to milliarder flypassagerer er med til at sprede smitsomme sygdomme hurtigere end nogensinde før.
Ifølge en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har verden aldrig før behøvet større samarbejde for at undgå epidemier.
”Sårbarhed er universelt. Og med en ny sygdom hvert år opstår de i en hidtil historisk uhørt fart,” siger WHO’s generaldirektør, dr. Margaret Chan.
Den årlige WHO-rapport, World Heath Report, advarer mod den voksende fare ved epidemier, da både den større menneskeudveksling mellem landene og den globale fødevareudveksling er højpotentielle sygdomsspredere.
For at undgå epidemier er løsningen et samarbejde, hvor verdens rige og fattige lande deler specialviden inden for medicin og teknologi, mener WHO. Goderne skal fordeles mellem rig og fattig, da det vil være den mest realistiske vej til en global sundhedssikkerhed, står der i rapporten.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 24. august, 2007)